I denne serie deler vi vores indsigter i employer branding og hvad talenter og potentielle kandidater til din virksomhed lægger vægt på, når de skal søge job. Lysten driver værket, hvis din virksomheder vil tiltrække de bedste medarbejdere. Men hvor tænder vi lysten og hvilke krav stiller det til virksomhederne?
I sidste uge konkluderede vi, at muligheder for læring og udvikling er lige så vigtigt som løn. I en undersøgelse blandt 1900 unge på ungdomsuddannelser og 809 20-30-årige på videregående uddannelser og i job, fremgår det tydeligt at netop varierende arbejdsdag og mange udviklingsmuligheder prioriteres højere end muligheder for høj indtjening.
MEN måske endnu vigtigere er det, at virksomhederne erkender, at arbejde ikke er alt! Work life-balance vægtes aller højst. Vi er som mennesker sociale og skal have tid og muligheder for at skabe og udvikle relationer. Både uden for arbejde og på arbejdet!
For fjerde år i træk stryger ”gode kollegaer og et godt arbejdsmiljø” ind på toppen af Young Professional Attraction Index (foretaget af Academic Work).
Hele 68% af de unge akademikere svarer, at gode kollegaer og et godt arbejdsmiljø er blandt de vigtigste parametre for dem, når de skal finde et job. Det skal være sjovt at gå på arbejde, man skal kunne udvikle ny venskaber og arbejdsdagen skal være præget af godt samarbejde.
Så mens god løn og frynsegoder er gode at have, er en god virksomhedskultur et must-have. Hele 55% af young professionals giver i YPAIs undersøgelser udtryk for, at de ville afvise en virksomhed, der ikke leverede gode arbejdsforhold og kollegaer.
Hvis du skal være den virksomhed man vælger frem for andre, skal du se på de sociale samlingspunkter i din virksomhed. Hvor og hvordan der skabes fællesskaber og samhørighed. Det kræver mere den årlige sommerfest og julefrokost og en god kantineordning. Det kræver en fælles fortælling om hvem ”vi er”, hvordan vi tænker, samarbejder og støtter hinanden, så ingen står uden for.