Den dominerende fokusgruppe-deltager er en gave
Alle, der har faciliteret eller overværet en fokusgruppe, har mødt “ham den dominerende og højtråbende deltager”. Ham, vi som moderatorer hurtigt bliver bedt om at dysse ned for at give plads til de mere forsagte og afventende deltagere. Ham, vi i metoden og validitetens navn endelig ikke må lade påvirke de andres holdninger.
Men er han nu så forfærdelig? Er han i virkeligheden ikke ret vigtig i processen, fordi han repræsenterer den argumentation og holdningspåvirkning, som netop den forsagte også i virkelighedens verden er udsat for – og lader sig styre af?
Vi mener, at den dominerende fokusgruppe-deltager er en gave til processen, fordi han er lige så dominerende rundt om middagsbordet, iblandt kollegerne, og når han drikker øl med vennerne. Han er den, de forsagte lytter til og kigger på. Som fokusgruppe-moderatorer og -tilhørere har vi brug for ham, for han giver os anledning til at forstå, hvilke argumenter, der vinder indpas for en given sag, og hvilke der bliver skudt til hjørne.